Hvad er I P O ???

IPO står for Internationale Prüfungsordnung og er det program, hvorefter der afholdes DM i Dansk Kennel Klubs regi. DM er normalt samtidig udtagelse til FCI's årlige Verdensmesterskab samt til Nordiske Mesterskaber. Til DM, NM og VM kan kun deltage hunderacer, der er godkendt af DKK, mens der i DcH ikke er noget krav om stambog eller race for deltagelse i prøver/konkurrencer.

Hvad består programmet så af?
Programmet består af nedennævnte 3 grupper, hvor der skal opnås min. 70 point af 100 mulige i alle 3 grupper for at bestå en prøve.
Man starter i IPO-1, derefter IPO-2 og slutter i IPO-3.

Gruppe A-Sporarbejdet ligner meget DcH's sporarbejde, dog er sporlinen 10 m i alle prøver, og som noget helt specielt tillades sporsøg helt uden line, hvor hundeføreren skal følge efter sin hund i ca. 10 meters afstand.

Gruppe B-Lydighedsarbejde ligner også DcH's lydighedsarbejde meget, dog er der gennemgang og opstandsning i en gruppe på 4 personer samt et frit spring på 1 meters højde og ligegyldighed for skud som de største afvigelser. Er hunden skudræd kan den ikke bestå.

Gruppe C-Forsvarsarbejdet er der, hvor den største forskel fra DcH-programmet viser sig. Her skal hunden efter en rondering bevogte og give hals af en figurant. Den skal kunne stoppe en flygtende figurant ved et fast bid i et beskyttelsesærme. Den skal endvidere kunne modstå et overfald fra figuranten, som under overfaldet tildeler hunden et par slag fra en blød stok. Der er også andre elementer, bl.a. en prøve, hvor hunden skal stoppe en figurant, som løber lige mod hunden og angriber denne.
Det drejer sig imidlertid ikke kun om at hunden kan bide. Gruppe C-arbejdet kræver også stor lydighed hos hunden, idet føreren på kommando skal få hunden til at slippe sit bid, når figuranten er passiv. Hunden skal herefter bevogte figuranten. Desuden skal den under en rygtransport, hvor hund og fører går ca. 5 meter bag figuranten, og en sidetransport, hvor hunden går mellem føreren og figuranten, roligt gå fri ved fod uden at springe op ad figuranten eller bide denne.

Der er mange, der fejlagtigt tror, at IPO's forsvarsarbejde drejer sig om at lave aggressive vildt bidende hunde, men det er helt forkert, for en sådan hund vil ikke have en chance for at bestå en prøve.
Før en prøveaflæggelse foretager dommeren en væsenstest af samtlige hunde, og en hund der herunder viser sig aggressiv udelukkes fra deltagelse i prøven.
Desuden vurderer IPO-Figuranterne i ÅcH om hund og/eller fører er egnet til IPO-arbejdet.
Hvis man kommer for at få en aggressiv hund, er ÅcH det forkerte sted at henvende sig, for vi ønsker kun at lave sportshunde, der efter forsvarsarbejdet kan afreagere og gå ud blandt en gruppe mennesker og lade sig klappe.
Det vil gå for vidt at skulle beskrive, hvordan vi optræner hundene, men skulle nogle være blevet nysgerrige efter at se eller høre noget mere om IPO, er I velkomne til at komme og overvære vores træning.
Vores bestyrelse eller træningslederudvalg kan oplyse om træningstidspunktet for IPO-holdet.

























 

 

 


Århus civile Hundeførerforening, 10-02-2004