I Århus civile Hundeførerforening (DcH Århus) ønsker vi glade, dygtige samarbejdsvillige hunde og hundeførere.

Vi ønsker at styrke hundens eget initiativ og motivation til at få belønning. På den måde får man en glad hund, der aktivt tager del i træningen for at få sin belønning.


Hundetræning i DcH Århus - Et forløb på 10 gange

Som ny hundefører starter man på hvalpehold eller begynderhold i DcH Århus. Vi starter hold op i januar, april og september.

Hvalpeholdet er for hvalpe mellem 8 uger og 6 måneder. Begynderhold er for hunde over 6 måneder.

For at kunne starte til træning i vores klub, kræver vi at hunden er vaccineret inden den starter. Der skal ligeledes være en lovpligtig ansvarsforsikring på din hund.  

Der er lige nu åbent for tilmelding til hvalpe- og begynderhold med opstart 2. april - det finder du her.


Introduktionsmøde

Der vil inden opstart på holdet være en introduktionsaften uden hund, hvor en instruktør vil fortælle om DcH Århus og hvilke muligheder, der ligger i klubben. Der vil også blive kort gennemgået hundens udvikling og snakkes om god hundeopdragelse.

Du vil desuden møde din instruktør og kommende holdkammerater og få en snak om hunde generelt denne aften.

Denne aften fremvises forsikring (samme hundefører i hele forløbet) og vaccinationspapirer.


Træningsforløbet

Efter introduktionsaftenen vil du være tilmeldt 10 træningsgange, hvor formålet er at starte et godt samarbejde mellem dig og hunden.Desuden vil du som hundefører få et indblik i, hvorfor positiv hundetræning og aktivitet hjemme sammen med hunden, er vigtigt for dens udvikling. Der skabes god kontakt og tillid mellem hund og fører.Du vil lære at arbejde med hundens socialisering, selvtillid og starte et positivt samarbejde med hunden.

Udover dette vil I gå igang med :

  • Simple kontaktøvelser
  • Opvarmning og afkøling af hunden
  • Lydighedsøvelser
  • At komme, når der kaldes
  • Kunne begynde at lære at gå i snor
  • Sidde, stå og dække
  • Blive i positionen
  • Håndtering af hunden f.eks. checke tænder
  • Næsearbejde og sporsøg
  • Leg mellem hund og fører
  • Tips og tricks

Vi arbejder med at motivere hvalpen til lære at arbejde, og du vil få idéer til at aktivere/stimulere/ ro på hvalpen i hjemmet for at kunne få en velafbalanceret hund.


Praktisk information

Der vil være cirka 10 hunde på et hold og en uddannet, ulønnet instruktør. Lektionerne varer cirka halvanden time.

Hunden skal være luftet inden træning. Medbring selv hunde hømhøm poser og husk at komme posen i skraldespanden ved klubhuset .

Som en del af træningen er der kaffe/te i klubhuset/terrassen. Det er også her, der udveksles erfaringer hundeførere imellem, teori om hundetræning og tid til at stille spørgsmål til instruktøren om eventuelle problematikker, der er eller kan være i hjemmet. Her vil i desuden få lektier for med ting, I bør øve til næste gang.

Træningen består primært af praktisk træning, men indeholder også teori. Instruktøren vil for hver moment give en forklaring og beskrivelse af momentet, samt eventuelt vise, hvordan momentet ser ud. Under træningen gives der feedback og hjælp til den enkelte.


Til træningen skal du medbringe en MASSE små, bløde godbidder, legetøj, line, eventuelt sele og et tæppe, hvorom vi rådgiver følgende:

  • Godbidderne skal være attraktive for hunden, så hundens interesse for at arbejde bibeholdes. Det kan være pølser, oksesteg, kylling skåret i små bidder. Hundens normale foder eller tørkost er ikke optimalt.
  • Legetøjet kan være f.eks. bolde, trækketov, en sok med knuder på. Det er en god idé at have flere slags legetøj med og gerne 2 ens af hver. Legetøjet kan med fordel være noget, der kun bruges i træningsøjemed.
  • Linen skal være en fast line uden ringe på cirka 1,5-2 meter. Det kan ikke være en flexline.
  • Hundens skal have et halsbånd eller en sele, som sidder godt.

Nyheder

Sponsorer